|
|
|
|
| Vintergæk |
|
Lige nu pibler det op af jorden med farvestrålende gule erantis og de lidt mere undselige, men også mere stilfulde vintergækker, og de første spæde forårsfornemmelser begynder så småt at melde sig. Det syntes man også i gamle dage, og derfor lagde mange unge en vintergæk i de gækkebreve, som de sendte til hinanden på denne tid. Kunne modtageren ikke gætte, hvem der havde sendt brevet, kunne gevinsten være et kys. I dag er det kun børn, der sender gækkebreve, gevinsten er et påskeæg, og der er nok ikke mange, der stadig husker traditionen med at lægge en lille vintergæk ved, selv om mange vel endnu skriver:
Traditionen med gækkebreve er noget helt specielt for Danmark. Mere udbredt er til gengæld vintergækkens forbindelse til den kristne tradition. Ifølge én legende opstod vintergækken, da en engel åndede på et snefnug for at trøste Eva efter syndefaldet, og ifølge en anden skal vintergækken have blomstret 2. februar, da jomfru Maria efter jødisk skik fremstillede sig selv og det 40 dage gamle Jesubarn i templet. Og derfor hed vintergækken i gamle dage bl.a kyndelmisselilje. I England kan den tilsvarende findes under navnet 'Candlemas Bells of Our Lady (jomfru Maria)' s Bells'. I klosterhaven ved katedralen i Lincoln har man samlet et stort antal planter, som legenden knytter til jomfru Maria - eller som hun efter reformationen blev kaldt: 'Our Lady'. Først i 1800-tallet dukker navnet vintergæk op, og her konkurrer det bl.a. med navnet sommergæk. I fortællingen 'Sommergjækken' fra 1866 beskriver H.C. Andersen i poetisk stil gækken 'med hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk', som solstrålerne får til at åbne sig helt, så 'den stod i hvid Kjortel med grønne Baand og priste Sommer'. Men som bekendt blev det navnet vintergæk og ikke sommergæk, som gik af med sejren.
Med sin tidlige blomstring passer vintergækken næsten overalt i haven og er ideel under løvfældende træer og buske, som på dette tidspunkt af året endnu står med sine nøgne grene. Den foretrækker dog et sted, hvor der om sommeren er køligt og halvskygge, så løgene ikke får det for varmt. Sammen med erantis, juleroser, cyclamen, krokus og snepryd kan den danne en frodig og farverig bund i senvinteren og det tidlige forår. Den egner sig - selv om mange tror det modsatte - også fint til potter, men skal dog plantes om hvert år.
Vintergækken er heller ikke kræsen med jord. Den foretrækker en veldrænet, muldrig, fugtighedsbevarende jord, men den kan også vokse i let sur jord og egner sig fint til græsplænen, hvor den dog spreder sig langsommere. Hvis voksestedet er for vådt, kan den nemt få gråskimmel - botrytis - og der er da ikke andet at gøre end at grave den op og smide den ud. Det er en nem lille plante, der i det store og hele passer sig selv. Men den kan undertiden drille og af uforklarlige årsager nægte at trives et sted, mens den stortrives et andet sted i nærheden under næsten identiske betingelser.
Den almindelige vintergæk spreder sig villigt, og man kan forøge sin bestand enten ved at dele større klumper hvert 3. år, fjerne de sideløg, der dannes, og plante dem andetsteds i haven. Desuden selvsår den sig nemt med myrerne som gode frøspredere. Vintergækker opstået ved selvsåning, er imidlertid ikke sortsægte og behøver derfor ikke at ligne moderplanten. Man kan dele en klump efter ca. 3 år, men man bør ikke plante vintergækkerne samme sted igen.
Normalt siger man, at vintergækker skal deles, mens de blomstrer eller lige efter, mens der stadig er blade på planten og plantes igen med det samme. Nogle vintergækspecialister hævder imidlertid, at det er en forældet opfattelse, der stammer fra den tid, hvor man tog til Tyrkiet for at få løg og planter, der derfor havde været længe undervejs. De hævder, at vintergækker i haven har bedst af at blive flyttet i hvileperioden om sommeren, så længe man sørger for at holde dem fugtige indtil plantningen.
Vintergækkens botaniske navn er 'galanthus' - græsk for mælkeblomst - og den hører ligesom f.eks. påskeliljer til amaryllisfamilien. En vintergæk er en vintergæk er der nok mange, der mener, men der findes faktisk ca. 20 forskellige arter, hundredevis af sorter og mere end 500 navngivne hybrider. Specielt i Storbritannien findes der mange såkaldte 'galanthophiles' - vintergækentusiaster, som ikke kan få nok, og som i deres -ganske vist store - haver har samlet mere end 2-300 forskellige vintergækker.
Den almindeligste havevintergæk er galanthus nivalis - nivalis er latin og hentyder til, at den vokser, hvor der er sne. Hentydningen til sne kommer tydeligere frem i andre lande, f.eks. kaldes vintergækker i Sverige for 'snödropper', i England for 'snowdrops' og i Tyskland for 'Schneeglöckchen'. Det kan være lidt forskelligt, hvornår den blomstrer. Ofte sker det lidt senere end de forskellige hybrider.
Trods de mange arter, sorter og hybrider ligner vintergækkerne hinanden i form og farve. De fleste har hvide nikkende blomster og blågrønne græslignende blade, der forsvinder lige efter blomstringen. Højden kan alt efter art og sort variere fra 5 cm til 25 cm, nogle har smalle, andre brede blade, og bladfarven varierer i nuancer fra grå til lys grøn. Deres hjemsted er primært skovegne i et bælte, der strækker sig fra Midt- og Sydeuropa til bl.a. Balkanområdet, Tyrkiet, Georgien og Rusland.
Den almindelige vintergæk, galanthus nivalis, findes i en række varianter, f.eks. den fyldte 'Flore Pleno' og den storblomstrede 'Sam Arnott'. En anden fyldt hybrid er G. nivalis 'Blewbury Tart', der blev opdaget i 1975 af det engelske løgfirma 'Avon Bulbs', der også har den med i sit katalog.
Ud over galanthus nivalis er den mest almindelige art den tyrkiske 'galanthus elwesii', der er større, kraftigere og blomstrer lidt tidligere. Den er opkaldt efter den engelske plantesamler Henry John Elwes, der introducerede den i 1874.
Der findes også en såkaldt gul vintergæk, men den er sjælden. Den findes dog både hos samlere og vildtvoksende. De mest kendte er G. nivalis 'Sandersii' og G. plicatus 'Wendy´s Gold'.
Den store interesse for nye arter og former startede i anden halvdel af 1800-tallet, efter at soldater var vendt hjem fra Krim-krigen med løg af en ny art, 'galanthus plicatus' og i Victoriatidens England blev vintergækken den mest eftertragtede plante blandt plantejægerne.
Der findes en række firmaer, gartnerier og planteskoler, der specialiserer sig i et bredt udbud af vintergækker. Man bør imidlertid her sikre sig, at det handler om løg eller planter, der er fremkommet ved dyrkning og ikke indsamlet i naturen. Specielt i Tyrkiet har man uden hensyn til den lokale flora hentet løg. Det har resulteret i, at specielt de to arter 'galanthus elwesii' og 'galanthus ikariae' i dag er truet i deres hjemegne - sammen med bl.a. eranthis, cyclamen og anemone blanda.
Vintergækløg er giftige i mildere grad og kan, hvis man skulle komme til at spise dem, forårsage kvalme, opkastning og diarre. Men vintergækken har også vist sig at kunne bruges i medicinsk sammenhæng. Bladene indeholder stoffet galantamin, som menes at kunne hjælpe folk, der lider af Alzheimer.
|
|
|
|
Links til planteskoler mm. med mange vintergækker
Orchard Nurseries
Wisley |
En vintergæk en sommernar
Placering og pasning
Arter og hybrider