De fleste juleroser er både hårdføre, sejlivede og nemme planter, der typisk bliver ca. 30-40 cm høje og derfor egner sig fint som bunddækkeplanter om sommeren, bl.a. under løvfældende træer og buske. De trives i almindelig havejord, der hverken er for våd eller for tør, gerne lidt til den kalkholdige side, og foretrækker vandrende skygge. Nogle arter kan dog tåle fuld sol eller skygge. Juleroser er langsomtvoksende og tuedannende, og det mest besværlige ved dem er, at de ikke altid er så glade for at blive flyttet.

Julerosen omfatter ca. 15 arter og tilhører ranunkelfamilien. De mest kendte er den hvidblomstrende julerose 'Helleborus niger', der også er en af de første til at blomstre, og 'Helleborus orientalis', der både findes med hvide, rosa og purpur blomster, og som ud over selve arten omfatter en stor gruppe hybrider. Førstnævnte blomstrer allerede fra december eller januar, mens sidstnævnte normalt først begynder at blomstre i april. Næsten samtidig med 'Helleborus niger' blomstrer den purpurrøde julerose, 'Helleborus purpurascens', der blomstrer helt ind i april og hvis blade visner ned efter blomstringen. Når blomsterne først kommer frem, er det en god ide at fjerne de gamle blade, så man rigtig kan nyde de smukke blomster.
Andre spændende arter er 'H. argutifolius', der blomstrer i marts-april med gulgrønne blomster. Den har blågrønneblade og bliver lidt højere end de andre. Det samme gør stinkende nyserod, 'Helleborus foetidus', der - trods sit navn - er en anden spændende art med sine grønne klokkelignende blomster, der viser sig fra marts til maj. Derudover findes der en række andre smukke, men mere sjældne arter som f.eks. 'Helleborus x sternii' og de duftende 'Helleborus odorus' og 'Helleborus cyclophyllus'.

De fleste arter stammer fra Sydøsteuropas bjergegne, især Balkanområdet, hvor de vokser vildt, men man finder også arter, der kommer fra Alperne, Middelhavsområdet og Østasien. Hvor julerosen vokser vildt, er det tidlige forår med mildt og fugtigt vejr den bedste blomstringstid, mens sommeren er for varm og tør. Det er også årsagen til, at planten herhjemme i milde vintre blomstrer tidligt, mens den i hårde vintre ofte kan vente til februar eller marts.

Formering ved deling er en langsom proces, fordi julerosen vokser langsomt. Derfor er frø den hurtigste måde at få nye planter på. Men det er kun ved de sortsægte juleroser, man kan være sikker på frøplantens udseende. Ved hybriderne er det umuligt at forudsige blomsterfarven på en frøformeret plante, da den kan blive meget forskellig fra moderplantens. Vil man så sine egne juleroser, skal man så frøene lige efter indsamlingen, der afhængig af blomstringen finder sted sent på foråret eller om sommeren. Året efter spirer frøene, men planten blomstrer først efter 2-4 år. Efter artiklen er der adresse på en række engelske planteskoler, der specialiserer sig i juleroser og frø herfra.

Giftighed og brug

Navnet 'helleborus' er afledt af det græske 'hellein', som betyder at dræbe, og 'bora', som betyder føde, dvs. 'helleborus' betyder 'dræbende føde'. Hele planten er giftig - med roden og frøene som de mest giftige dele - og giften forsvinder ikke ved tørring. Tre modne frøkapsler har vist sig at kunne give alvorlige forgiftninger, der kan vise sig i form af opkastninger, diarrhoe, mavesmerter, kramper og i værste fald kan føre til nyresvigt, lammelser og død. Får man plantens saft på huden kan det give blærer. Derfor kan det være en god ide at have handsker på, når man arbejder med denne plante.

Der fortælles mange historier om julerosen, og den har været brugt til mange ting, hvilket blandt andet hænger sammen med dens giftige stoffer. De gamle grækere og romere og senere nordboerne brugte planten som afførings- og brækmiddel, dvs. som lægemiddel, men det var ikke altid helt risikofrit. Omkring 600 før Kristus brugte man planten som 'kemisk våben' i krig, i det 19. århundrede indgik dele af planten i ormemidler, hvilket førte til en del forgiftningstilfælde. Senere har man lavet nysepulver af den. Det gav arten 'helleborus niger' betegnelsen 'sort nyserod'. 'Niger' er latin og betyder sort og refererer til den sorte del af roden, selv om selve blomsten er helt hvid. Betegnelsen 'nyserod' er ikke forbeholdt Danmark. I Tyskland går den f.eks. også under navnet 'Nieswurz'. Endnu den dag i dag bruges planten, bl.a. som bestanddel i nogle former for snustobak.

Julerosen blev i gamle dage også brugt i heksesalver, der skulle sikre evig ungdom. Den er blevet brugt mod sindssygdomme (helleborio=forrykt), man har indsnuset det - hvilket ikke var helt ufarligt - for at nyse onde ånder og sygdomme væk. På landet har den fungeret som orakelblomst. Julenat satte man tolv blomsterknopper (helleborus niger) i vand og hver knop repræsenterede en måned. Man aflæste så det nye års vejr ud fra, hvordan knopperne åbnede sig. Lukkede knopper betød dårligt, åbne godt vejr.