Planten blev som mange andre planter hentet til Europa af en af de mange engelske plantesamlere. I årene 1637-54 besøgte den inkarnerede plantesamler Tradescant den Yngre, der havde status som kongelig gartner, Amerika flere gange. Man mener, det var ham, som bragte den vilde floks til England, hvorfra den fandt vej videre ud over Europa. Det var i øvrigt også ham, der introducerede tulipantræet og yuccaplanten til Europa.

Da de første floks var flammende røde, fik de navnet 'Phlox', som på græsk betyder 'flamme.' Derfor var det gamle danske navn for planten da også 'flammeblomst.' Når mormor havde den i sin bondehave, skyldtes det altså, at den var vandret tværs over Atlanterhavet. Og den er vandret frem og tilbage mange gange siden da.

I 1740´erne introducerede Amerikas største plantemand John Bartram, hvis have i dag er den ældste botaniske have i USA, floksen til engelske Peter Collinson, der arbejdede ved Chelsea Physic Garden i London. Her startede man i 1700-tallet en international frøudvekling mellem botaniske haver, som fungerer den dag i dag. I 1837 begyndte frømanden Joseph Breck at sælge engelske frø af floks i Boston i Amerika, og herefter tog opformeringen af floks fart både her og der. Mange af floks-sorterne er opstået ved tilfældigheder, men der har også fundet et stort forædlingsarbejde sted, især for at undgå floksens hovedproblem: meldug.

I dag hedder 'phlox paniculata' i almindelig tale høstfloks. Tidligere kaldte man den ud over flammeblomst også Mikkelsdagsfloks eller -blomst. I begge tilfælde hænger navnet sammen med den sene blomstring, der kan vare helt til Mikkelsdag 29. september. Blomstens form har også givet anledning til andre navne som høstsyren eller efterårssyren.

Kåret til årets staude 2002
Floksen er ikke en hvilken som helst blomst. Den blev i 2002 kåret som årets staude af den engelske Perennial Plant Association, der valgte den hvide floks 'Phlox David', fordi den både er smuk, velduftende og meldugresistent.

Der udvikles i det hele taget konstant nye varianter af floks. Der findes i dag et utal forskellige sorter høstfloks. De går alle sammen tilbage til den vilde floks, som man finder i åbne skovområder i det østlige USA.
Floksen tilhører Polemoniaceai-familien, hvor man også finder Jakobsstigen, og den kan minde om natviol, 'hesperis matronalis', der dog blomstrer tidligere. Selve slægten 'phlox' omfatter ca. 50 arter, der dels består af højere floks som høstfloks, dels af lave, pudeformede, tørketålende planter som f.eks. lyngfloks, der blomstrer om foråret.

Mange farvevarianter
Høstfloks blomstrer normalt fra juli til september. De findes i en mængde farvevarianter, ofte med et øje i kontrastfarve, men der er dog endnu ikke nogen, der har formået at frembringe rent gule eller rent blå floks.
Vil man have en lang blomstringsperiode, er det en fordel at klippe en del af blomsterstænglerne en tredjedel ned i juni før blomstringen. Sådan opnår man at forlænge blomstringsperioden, idet den sætter nye blomsterstande. Fjerner man de visne blomster, forlænges blomstringsperioden også, og man undgår selvsåning.

De almindelige havefloks er typisk 70-150 cm høje og egner sig bedst til en placering lidt bagtil i staudebedet. De egner sig fint sammen med andre stauder og lyser dejligt op i august, hvor haven ellers ofte kan se lidt trist ud. Som ekstra bonus trækker mange floks sommerfuglene til, så hvis man både har floks, sommerfuglebusk og hvid fredløs i sin have, er man garanteret et sandt sommerfugleorgie.

Undgå meldug
Floks elsker sol eller let skygge, men man skal sørge for, at de får vand nok, så de ikke tørrer ud, for udtørringen fremmer meldug. Vander man dem, skal det helst ske ved roden og ikke på bladene. De foretrækker en næringsrig, fugtighedsbevarende jord, der ikke er for tung og indeholder godt med humus.

Floks dufter vidunderligt, og den nye 'Phlox David' skal være yderst velduftende. De er gode til afskæring og holder sig friske pænt længe, så man også kan nyde den dejlige duft indendørs.

Formering
Det er en god idé at dele sine floksplanter med 4-6 års mellemrum, eller når de begynder at svinde ind i midterpartiet, så får man den rigeste blomstring. Man kan også øge sin samling af floks ved at tage rodstiklinger, men man skal passe på nematoder, ligesom ved roser.
Nematoder giver planterne brune, krøllede blade forneden, og det er ikke kun et skønhedsproblem. De kan slå planten ihjel, så det er en god idé at inspicere naboens rødder nøjere, inden man tager nye planter ind i sin have. Eller allerbedst - helt lade være. Nematoder trives ligesom meldug under tørre forhold. Er der først kommet nematoder i floksene, bør de brændes, og man bør ikke plante floks igen samme sted.

Man kan også så høstfloks. Frø kan bl.a. købes hos Thompson & Morgan (www.thompson-morgan.com). Hvis man lader blomsterstanden på sine floks stå, kan de selvså sig. Man skal bare være opmærksom på, at de selvsåede floks ikke nødvendigvis ligner moderplanten. Til gengæld kan det give mulighed for nye, spændende varianter. Mange nye hybrider opstår i virkeligheden ved tilfældigheder.

David og Becky
En af de nyere floks, 'Becky Towe,' er netop opstået som selvsået frøplante hos den engelske plantesamler June Towe, der fandt den i sin have i 1990, og som også er ophavskvinde til adskillige nye iris. Phlox paniculata 'Becky Towe' er mere end pink i blomsten, ja over i det lakse-karminrøde og med et violetrødt øje. June Towe opkaldte floksen efter sin yndlingshund, flatcoat-retrieveren Becky, og giver en del af overskuddet fra salget af sine floks til Beckys race.
'Becky Towe' bliver 50-70 cm høj. Dens blade har en bred, gylden rand, som går over i en smørgul farve i blomstringstiden. Den tåler fuld sol og er fuldt hårdfør. Planten kan formentlig endnu ikke fås i Danmark, da den først blev introduceret på det engelske marked i foråret 2001. Andre nye brogetbladede floks er 'Silvermine' og 'Goldmine.'

Den hvide velduftende 'David,' der er kåret til årets staude, nedstammer fra nogle vildtvoksende høstfloks i USA. I 1980´erne var en gruppe frivillige under ledelse af F.M. Mooberry i gang med at bevare vilde floksarter i Brandywine Conservatory i Philadelphia. De samlede vilde frø i the Brandywine Valley og bestøvede dem. Floks 'David' er ét af resultaterne af deres arbejde. Den kan således nedstamme fra de floks, John Bartram sendte til England i 1730-erne. 'David' er opkaldt efter Mrs. Mooberrys mand David. Den er yderst resistent over for meldug og passer fint i staudebedet sammen med bl.a. mandstro, blå asters og purpursolhat.

Forskning
Der foregår for øjeblikket et forskningsprojekt om de engelske havers amerikanske rødder på The Smithsonia Institution, National Museum of Natural History, i USA. Her vil man sammenligne DNA og morfologi hos de vilde floks med de dyrkede floksarter, der er havnet i England. Man er derfor i gang med at finde frivillige, som kan indsamle vilde floks, så man kan få skabt en floks-database.