Inkalilje - alstromeria

Klik her og læs kort om: A. 'Orange King' A. 'Lutea' A. 'pulchella'

Vi ser dem efterhånden året rundt hos blomsterhandlerne, i supermarkederne, hvor de falbydes i næsten alle regnbuens farver. De er i de senere år blevet en af de mest populære buketblomster og er utrolig populære i brudebuketter verden over. De hører ikke til de mest hårdføre planter, men i juli måned kan de give vores haver et eksotisk look, når de med flammende gule og orange farver straks fanger vores opmærksomhed.

De sartere pastelfarver, som præger mange af blomsterbutikkernes inkaliljer, må vi danskere nøjes med at se i vasen. Disse sorter kan ikke rigtig klare sig gennem den danske vinter, selv ikke når den er relativ mild. Det kræver et klima som f.eks. det sydengelske. Men heldigvis er de mere hårdføre gule og orange inkaliljer lige så smukke som deres mere afdæmpede søstre.

Selve blomsten er lille og fin. Kun fem centimeter stor er den, men den har i form og tegning en udsøgt elegance, der både kan minde om liljens, orkideens og azaleaens. Det er en plante, som man bare må have, når man ser den. Og i starten plejer og passer man den og begejstres over den.

Men hvis den rigtig føler sig hjemme, kan den til sidst få én til at rive sig i håret, når man forgæves spejder efter de mindre aggressive stauder, der burde være dukket op, hvor inkaliljen har bredt sig i al magelighed. Og så er det man spørger: er der nogen, der er interesseret i en inkalilje?
Eller man kan resignere, plukke løs og glæde sig over de smukke buketter, man i juli kan pynte huset op med. En god følgesvend i vasen er den grøngule løvefod, alchemilla mollis, der blomstrer samtidig.

Sydamerikanske rødder
Inkaliljen stammer - som navnet antyder - fra Sydamerika, bl.a. fra egne der omfattedes af inkaernes rige. Der findes ca. 60 arter, som fortrinsvis vokser i kølige bjergområder og på græssletterne i Chile, Peru, Argentina, Brasilien og Bolivia. Hertil kommer en lang række hybrider, som primært er fremavlet i Holland, England og i de senere år i USA. Men pudsigt nok kommer mange af de inkaliljer, vi køber som snitblomster, fra Kenya, der er storeksportører især til Holland, hvorfra blomsterne videreeksporteres. Der er i øvrigt 'copyright' på mange hybrider, og det er forbudt at formere og videresælge disse planter.

Fra Peru og Ulster til en svensk baron
Inkaliljen hører - alt efter hvor man slår op - enten til alstromerie-, lilje- eller amaryllisfamilien. Liljefamilie eller ej så ligner den lille inkaliljeblomst en miniaturelilje. I folkemunde går den også under navnet fattigmandsorkide, fordi den på mange måder kan minde om en orkide, og fordi den både er nemmere og billigere at få fat på end orkideer.

På engelsk kaldes den i almindelig tale 'Peruvian Lily', selv om de mest almindelige arter slet ikke hører hjemme i Peru, 'Parrot Lily' (papegøjelilje) på grund af de farverige tegninger, som mange inkaliljer har, eller 'Ulster Mary'. Ikke fordi den har noget med Nordirland at gøre, men fordi 'alstromeria' for ukyndige englændere kan lyde som 'Ulster Mary'.

Sit botaniske navn 'alstromeria' har inkaliljen fået af Linné - den botaniske klassifikations fader - der opkaldte den efter sin gode ven baron Clas von Alströmer (1736-94), der nogle steder omtales som svensk konsul i Spanien, andre steder som botaniker og elev af Linné. Alströmer skal i 1753, mens han var i Spanien, have fået fat i nogle frø fra Sydamerika - muligvis var han selv i Chile - som han plantede, og som viste sig at være inkaliljen 'alstromeria aurantiaca'.

I modsætning til så mange andre planter i vores haver har inkaliljen ikke umiddelbart nogen religiøs tilknytning. Den har trods sit eksotiske udseende heller ikke appelleret til digtekunsten - i det mindste ikke på vore breddegrader. Dertil er planten nok også for ny og udansk og navnet i sig selv for upoetisk. Det højeste den kan prale af på det poetiske felt et at have lagt navn til jazz-rock-nummeret 'Alstromeria' med musikeren Nels Cline.
Til gengæld indgik den i Victoria-tidens blomstersymbolsprog. Her fik hver blomst sin egen betydning og symbolværdi, så man ved at sende en blomst eller buket kunne sende hinanden hemmelige beskeder. Så husk næste gang, du forærer en buket med inkaliljer, at det betyder hengivenhed og venskab.

Alstromeria aurantiaca 'Orange King' Arter og hybrider
Der findes i dag et utal af hybrider, der langt overstiger antallet af arter, og der kommer hele tiden flere til i jagten efter smukkere, mere holdbare, mere hårdføre osv. planter. Ved forårets store Chelsea Flower Show i London navngav selveste dronning Elisabeth en af de helt nye hybrider, som fik navnet 'The Golden Jubilee Lily' i anledning af hendes 50-års regeringsjubilæum. De rene botaniske arter kan naturligvis opleves i Sydamerika, men man kan også nøjes med en tur til den botaniske have i Utrecht i Holland, hvor man kan se dem blomstre i juni.

Alstromeria aurantiaca 'Lutea' Den mest hårdføre og derfor også mest udbredte inkalilje her i landet er 'alstromeria aurantiaca' (eller: aurea), der findes vildtvoksende i Chile og Argentina. Den findes dels i en gul form 'Lutea' og en orange 'Orange King', som kan købes på de fleste velassorterede planteskoler.

Begge er de karakteristiske med deres leopardlignende mørke markeringer på to af de seks kronblade. De bliver begge ca. 80 cm høje, har lancetformede, lyst grønne blade og blomstrer længe. Da stilkene er bløde i væksten, kan de have brug for lidt støtte. Af samme årsag bør de også plantes et sted med læ. 'Lutea' springer normalt ud lidt før 'Orange King' i slutningen af juni eller begyndelsen af juli. Hver blomsterstilk bærer 5-7 små blomster.

Alstromeria pulchella Derudover har man i de senere år på flere planteskoler kunnet købe 'alstromeria pulchella' (eller: psittacina), der naturligt hører hjemme i Brasilien og Mexico. Den er noget mindre hårdfør og med sine rødgrønne blomster væsentlig mere afdæmpet end den flamboyante 'aurantiaca'. Den bliver knap så høj og behøver normalt ikke opbinding. Den blomstrer også noget senere - i september og oktober.

Denne art er meget populær i New Zealand, fordi den blomstrer til jul, og den kaldes derfor også 'New Zealand Christmas Bell'. Ligesom arten 'aurantiaca' breder den sig godt og gerne, hvis den falder til. Og det har den gjort mange steder i verden også uden for haverne og har bl.a. naturaliseret sig i det sydøstlige USA - så meget at den og ligesom 'alstromeria ligtu' her klassificeres som ukrudt. Den er i øvrigt meget benyttet i hybridiseringsarbejdet.

De sartere pastelfarver finder man hos 'alstromeria ligtu', der dækker et farvespektrum fra hvid til lys lilla. Den findes naturligt voksende på græsstepperne i Chile og i sandklitterne i Peru. 1927 drog de to engelske plantesamlere Clarence Elliott og Balfour-Gourlay til Sydamerika og opdagede og hjembragte herfra 'a. ligtu'. To år senere drog de igen afsted og medbragte denne gang 'alstromeria haemantha', der sammen med 'a. ligtu' blev forældre til de populære ligtu-hybrider, som har fået det engelske haveselskabs (RHS) udmærkelse (Award of Garden Merit), og som findes i et utal af farvenuancer, men som desværre ikke er hårdføre her i landet.

En af de nyere hybrider: alstromeria 'Sweet Laura' skal efter sigende have en god hårdførhed, der bør give den gode muligheder i danske haver. Den er gul, blomstrer fra juni til september og er den eneste duftende alstromeria i handlen. Det bliver spændende at se, om - eller hvornår - den dukker op på planteskolerne. Den er udviklet af dr. Mark Bridgen fra universitetet i Connecticut i USA, der på en planteekspedition til Brasilien i slutningen af 1980´erne indsamlede den eneste duftende alstromeria-art, der findes og brugte den til hybridisering.

A. 'Lutea' med 'Orange King' i baggrunden. Vækstforhold og pasning
Køber man et par inkaliljer på en planteskole, ser de ikke ud af meget, men man skal ikke lade sig narre. I løbet af 2-3 år kan nogle få små spinkle planter snildt blive til en stor flot gruppe, som dog år efter år vil brede sig mere og mere, hvis man ikke sætter en stopper for den. Den egner sig fint både i staudebede og i blandede bede.

Inkaliljerne egner sig fint både til rene staudebede og til blandede bede. Da de hører hjemme på varmere himmelstrøg end vores, bør de plantes på et varmt, solrigt sted, selv om de også tåler halvskygge. Men jo mere sol, jo bedre blomstring. Hvis jorden er veldrænet, humusrig og gerne til den fugtige, lidt sure side, har de alle muligheder for at falde godt til. Er jorden derimod tung eller våd i længere tid, risikerer man, at rødderne rådner. Giv planterne gødning og også gerne lidt kompost om foråret, så de får en god start, men pas på ikke at dække de nye skud.

Inkaliljer sender ofte en række blinde skud op, dvs. korte stilke, der kun bærer blade. Inkalilje-avlere fjerner disse skud for at give de blomsterbærende skud bedre vækstvilkår. Men den metode må kun bruges under blomstringen, da det i vækstsæsonen kan være svært at skelne mellem de blinde skud og de blomsterbærende. Efter blomstringen bør man fjerne de visne blomster.

Selv om inkaliljerne i de danske haver er rimelig hårdføre, bør de altid vinterdækkes. De siges at være hårdføre ned til minus 10-15 grader, men kan med vinterdækningen klare lavere temperaturer. Væksten begynder tidligt om foråret, så vær opmærksom, så de ikke beskadiges af en sen frost. Det er i øvrigt en god ide at give planten lidt ekstra kompost om efteråret, så frosten ikke så let presser planten op af jorden.

Man kan også grave planterne op og opbevare dem vinteren over i fugtigt sand ved 2-5 grader, men ud over at det er et større stykke arbejde, løber man den risiko at ødelægge rødderne. En anden mulighed er selvfølgelig at have planterne i en krukke, som man så bringer ind for vinteren. Men med de vintre, vi efterhånden har, skulle det ikke være nødvendigt.

Inkaliljer med dagliljen 'Corgy' i forgrunden. Plantning, deling og frøsåning
Det bedste plantetidspunkt er forår eller eventuelt efterår, og planterne bør sættes relativt dybt for at beskytte dem mod vinterens kulde - gerne mindst 20 cm dybt. Og da den breder sig med udløbere, kan man roligt sætte planterne i en afstand af minimum 30 cm fra hinanden.

Vær forsigtig med rødderne, de er skøre og brækker let, spred dem forsigtigt ud i plantehullet. Om de virkelig er helt så sarte, som man altid hører, kan måske diskuteres. Der er inkaliljer, der har overlevet at blive gravet op af hunde og smidt lidt omkring, så de mildest talt så hærgede ud, men som alligevel året efter er brudt frem med en voldsom livsappetit.

Den dybe plantning er imidlertid ikke helt uproblematisk. Når den tid kommer, hvor man vil dele sine planter, kommer man let til at beskadige rodsystemet, og delingen mislykkes måske. Hvis man vil dele sin plante, bør det ske i det meget tidlige forår eller om efteråret.

En anden mulighed er at så frø. Her kan man enten så friske frø. Efter høsten bør de anbringes køligt - ved 4-5 grader - i 4-6 uger. Man kan blande frøene med fugtig såjord, lægge det hele i en plasticpose, som lukkes til, og derefter anbringes i køleskabet. Efter 4-6 uger kan frøene sås.

Man kan også bestille/købe frø, som bør sås indendørs i februar-april, 6-7 mm dybt og ved ca. 20 grader. Det er en god ide at lægge frøene i vand 12 timer før såningen. Frøene spirer kun langsomt, uregelmæssigt og med en lav succesrate - man skal ikke blive forbavset, hvis kun 20 % af frøene bliver til noget. Man kan imidlertid øge muligheden for et godt resultat ved tre uger efter såningen at anbringe de såede frø ved en temperatur på 5 grader. Efter 2-3 uger anbringes de såede frø igen ved en temperatur på ca. 20 grader. Spiringen bør så finde sted i løbet af 2-4 uger. Når planterne er store nok, omplantes de i potter, men man skal være meget forsigtig med rødderne. Planterne bør først udplantes det efterfølgende forår, når risikoen for frost er forbi. De blomstrer ikke det første år.

Inkaliljer er også biblomster. Sundhed og allergi
Inkaliljer er generelt sunde planter, men snegle kan være et problem. Bladene kan desuden have en tendens til at blive gule, før blomsten visner. Det kan skyldes virusangreb, men også at planten har været udsat for stress som følge af f.eks. mangel på vand eller gødning. Problemet med de gulnende blade er også et problem for snitblomstbranchen, da blomstens lange holdbarhed skæmmes af blade, der allerede visner efter en uge. Man anbefaler derfor at fjerne de fleste blade på blomsterstilkene.

Som så mange andre prydplanter kan inkaliljen give allergiske reaktioner. Det gælder alle dele af planten. Den indeholder allergener, som kan udløse kraftige eksemreaktioner - både ved direkte hudkontakt og luftbårent. Det er dog især et problem i gartnerier og hos blomsterhandlere, hvor de ansatte ofte er i direkte kontakt med planten.

Man arbejder derfor på at frembringe sorter med et lavere indhold af allergener eller på anden måde at reducere allergenindholdet. Det kan man bl.a. ved radioaktiv bestråling, men da inkaliljens allergener - i øvrigt de samme, som findes i tulipaner - samtidig er stærkt antibiotiske, er de måske plantens naturlige forsvar mod bl.a. svampeangreb. Løser man derfor et problem, skaber man måske bare et nyt.

Snitblomstshybrider Inkaliljen som snitblomst
Inkaliljen har været dyrket som snitblomst siden 1950´erne, og dens popularitet er steget voldsomt de senere år, fordi den er smuk og eksotisk, findes i alle regnbuens farver, kan købes hele året og har en meget lang holdbarhed i vase - op til 2-3 uger.

På verdensplan dyrkes den som snitblomst på mere end 400 ha, og i England, hvor den er meget populær, findes der samlet mere end 25 ha med drivhuse med inkaliljer. På friland siges det bedste sted at være Columbia, hvor optimale forhold mht. dagens længde, lys og temperatur frembringer planter med stærkere stilke, flere blomster pr. stængel og en mere intensiv farve end noget andet sted.