Sammen med dagliljer er løjtnantshjerte en af de tidligste forårsbebudere blandt stauderne. Allerede i marts måned, mens vintergækkerne stadig blomstrer, skyder de sprøde saftfyldte stængler op ad jorden, og over en længere periode i maj og juni kan man glæde sig over det kønne fligede løv og de smukke særprægede blomster, der sidder på elegant buede stilke.

På hver blomsterstængel hænger der op til 10 små rød-hvide hjerteformede blomster hver et par centimeter store. De hænger her på række med omtrent lige stor afstand mellem sig og ser i deres finhed næsten skrøbelige ud.

Det er en plante, der kræver sin plads. I en potte på planteskolen ser den ikke ud af meget, men efter et par år kan den nemt blive over en meter høj og 60 cm bred. Den hører derfor heller ikke til aller forrest i bedet og især ikke, da den sidst på sommeren visner ned.

Kært barn mange navne
Løjtnantshjerte er en gammel populær bondehaveplante, eller hvad englænderne ville kalde en typisk 'cottage garden'-plante. Som andre kære børn har den i folkemunde fået mange navne. Vi kalder den hjerteblomst efter blomstens form eller løjtnantshjerte - efter sigende fordi det hvide i blomsten, hvis man vender den på hovedet, både ligner en kvinde og en champagneflaske, dvs. netop det en løjtnant tænker mest på!

Tyskerne og englænderne får andre - mere vemodige - associationer, når de ser på blomsten. Her er det mest almindelige folkelige navn 'tränendes Herz' og 'bleeding heart'. Englænderne har i det hele taget mange navne for denne plante, f.eks. 'Lady´s Locket', fordi blomsten med sin lille stilk ligner en medaljon til at hænge om halsen, og lyre-planten, fordi dens form kan minde om musikinstrumentet lyren.

Blomstens særprægede form har også givet anledning til mere fantasifulde navne som 'lady in the bath', hollandske bukser og manden i den røde trøje. Lad f.eks. det lille hvide hjertedryp vende opad og bøj de to røde hjerteflige til siden, så har man den unge kvinde på vej op ad badet.

Som så mange andre planter er også løjtnantshjerte blevet kædet sammen med kristendommen, med Jesus og jomfru Marias lidelser og har fået tilnavnet 'Marias hjerte' og 'Kristus' hjerte'. Den røde og hvide del af blomsten siges her at symbolisere blandingen af blod og vand, der flyder fra Kristus´ sår.

Planten siges at bringe kærlighed, og den kan vise, om man har held i kærlighed eller ej. Pres saften ud af en af blomsterne. Er saften rød, har man held i kærlighed, er den hvid har man det ikke. Løjtnantshjerte findes også i en ren hvid form, som man har brugt mod kærlighedssorger.

Selv om planten egner sig fint til afskæring og er smuk i en vase, bør man ifølge folketroen modstå fristelsen, fordi den indendørs kan give negative vibrationer. Har man den indendørs i en potte, kan man undgå de negative vibrationer, hvis man lægger en mønt i jorden.

Knap så fantasifuldt er løjtnanthjertes botaniske navn 'Dicentra spectabilis', der er sammensat af det græske 'dicentra', der betyder to sporer, og det latinske 'spectabilis', der fortæller, at blomsten er noget særligt. Ikke desto mindre har netop den græsk-latinske betegnelse givet navn til en af de yngre danske lyrikeres digtsamlinger, Annemette Kure Andersens 'Dicentra spectabilis' fra 1991, der naturligvis handler om kærlighed.

Familie, hjemstavn og historie
Løjtnantshjerte tilhører jordrøgfamilien, fumariaceae, men kan også indordnes under valmuefamilien, papaveraceae. Den er nært beslægtet med lærkespore, corydalis, hvilket er særlig tydeligt, når man kigger på andre dicentra-arter som f.eks. småhjerte, dicentra formosa, lille hjerteblomst, dicentra eximia, og deres hybrider.

Slår man op i plantebøger, finder man løjtnantshjerte under 'dicentra spectabilis', men det bliver måske blot et spørgsmål om tid, da botanikere har omdøbt den til 'lamprocapnos spectabilis' - ikke lige et navn, der falder let i munden, så det varer nok længe, inden det vinder genklang blandt ikke-fagfolk.

Løjtnantshjerte stammer fra Asien - fra bl.a. Kina, Korea og Himalaya, hvor den længe har været dyrket og også vokser vildt i den fugtige jord i lyse skovområder. Pudsigt nok stammer dicentra formosa og eximia ikke fra Asien, men fra Nordamerika.

Selv om det er en gammelkendt plante, er den historisk set relativ ny. Efter opiumskrigens afslutning og Nanking-traktaten i 1842 fik botanikere og plantesamlere lettere adgang til Kina. Det engelske haveselskab sendte da botanikeren Robert Fortune til Kina for at finde nye planter, og med sig hjem havde han bl.a. en enkelt løjtnantshjerte fra den kinesiske ø Chusan. Selv om han kun fik adgang til havnebyer og haverne her, lykkedes det ham at bringe både kamelia, pæoner, hortensia og løjtnantshjerte med tilbage - også selv om løjtnantshjerte dengang var sjælden og truet i sit hjemland.

Arter og hybrider
Der findes mere end 20 dicentra-arter og 150 hybrider. Dicentra spectabilis findes både i den almindelige rød-hvide form og i en renhvid udgave, 'alba', som siges at være mere robust end den rød-hvide. Derudover har man i England i 1997 lanceret en gulbladet løjtnantshjerte 'Gold Heart' med mørkrosa blomster. Ellers stammer de fleste dicentra som f.eks. dicentra formosa, der bliver ca. 45 cm høj, og den lavere dicentra eximia fra Nordamerika og blomstrer længe. Dicentra findes også i klatrende former, men de er mindre velegnede til det danske klima.

Fem har fået det engelske haveselskabs særlige udmærkelse. Ud over den rød-hvide og renhvide dicentra spectabilis gælder det dicentra formosa 'Langtrees', der har sølvgråt løv og creme og pinkfarvede blomster, og dicentra formosa 'Luxuriant' og 'Stuart Bootman', der har rødligt løv og rosa blomster.

Vækstforhold og pasning
Da løjtnantshjerte naturligt vokser i lyse skovegne, egner den sig også i havesammenhæng fint til skovbede, bl.a. sammen med bregner og andre skyggetålende planter, og trives bedst i let skygge til halvskygge. Men hvis jorden er fugtig nok, kan den også udmærket placeres i sol. Den foretrækker en god humusrig, fugtighedsbevarende jord og gerne meget vand om foråret og i den tidlige sommer i vækst- og blomstringsperioden, men der må ikke være stående vand. Den skal ikke have for meget gødning, da der så vil komme flere blade end blomster.

Stænglerne er sprøde og saftfyldte og sårbare over for for megen blæst. I det hele taget knækker de nemt. Den tidlige vækst om foråret gør også planten sårbar over for den sene frost. Planten dør dog ikke, den sættes bare tilbage og vil det år blomstre senere - og mindre. Har man de almindelige rød-hvide og hvide former sammen i haven, vil man opdage, at de hvide skyder frem lidt senere end de rød-hvide. De afviger også i løvfarve, hvor den hvide løjtnantshjertes tidlige løv er lyst grønt, mens den rød-hvides er rødligt.

Løjtnantshjerte bør placeres lidt tilbage i bedet, både på grund af dens størrelse og fordi den visner ned hen på sommeren. I mange bøger kan man læse, at planten visner ned efter blomstring, og at der derfor bør være andre planter, der kan tage over, f.eks. hosta. Men hvis den står fugtigt nok, visner den først ned hen på sensommeren.

Løjtnantshjerte kan stå i mange år uden at blive delt. Den kan deles tidligt om foråret eller om efteråret, men man skal være forsigtig, for rødderne er skøre og brækker let, når man graver den op. Det er en nem plante, der generelt er sygdomsfri, men bladene kan angribes af snegle og bladlus.

Ligesom så mange andre planter indeholder løjtnantshjerte også visse giftstoffer, bl.a. alkaloider, som kan give hudirritation ved berøring. Det gælder både blade, stilke og rødder.